Af Micheel Saraj Høyer

Michelle har ikke altid haft et spiseproblem, men har altid været meget spinkel af bygning. Det hele begyndte, da det en dag gik op for hende, at hun var meget tynd:
- Jeg kunne godt lide det jeg så. Jeg har vel været 11 eller 13 år på daværende tidspunkt, starter Michelle sin historie. Hun fortæller videre, hvordan hun kunne spise, hvad hun ville fordi hun samtidig dyrkede konkurrencesvømning tre gange om ugen, foruden svømmekonkurrencerne i weekenderne. Da hun stoppede med at svømme og samtidig kom i puberteten, satte kiloene sig naturligt nok stille men stødt på sidebenene. Det blev starten på Michelles kamp for igen at nå sin tidligere idealvægt på 35 kg.
- Jeg kunne ikke lide, at jeg begyndte at tage på og få former. Jeg brød mig slet ikke om tanken om at blive større. I stedet blev den vægt jeg havde haft som 13-årig mit ideal, fortsætter hun alvorligt.

Tanken tager til
Samtidig var der knas i familielivet. Michelle følte at hun havde et ansvar for at tingene skulle køre der hjemme:
- Jeg var kun 14 år og kunne langt fra leve op til mine egne forventninger. Jeg bildte mig selv ind at jeg måtte holde fokus. Så på facaden var jeg egentlig cool og sej nok, men indeni var jeg fyldt med mindreværd og jeg havde det virkelig dårligt. Jeg ønskede brændende at nå tilbage til min idealvægt: 35 kg, fortæller Michelle alvorligt!
Hun lukkede sig mere og mere inde i sig selv. Hver dag når hun kom hjem fra skole sad hun alene på værelset og så tv, alt imens tankerne om vægten fik fat for alvor. Men ingen måtte finde ud af at der var noget galt... og slet ikke hendes forældre! Så hun prøvede at regne ud hvordan hun kunne slippe for nogle af måltiderne i løbet af dagen, så hun kunne spise aftensmad hjemme sammen med forældrene. Spiseforstyrrelsen tog til i hendes sind, og hun trænede og dansede derhjemme for at det mad, hun nu spiste, ikke skulle sætte sig for meget. Moren konfronterede hende, men Michelle nægtede alt.

Facade
Hele Michelles identitet blev stille og roligt en facade, hun fortæller hvordan hun ikke engang kendte sig selv. I stedet gjorde hun alt for at være in og accepteret i klassen.
- Jeg blev simpelthen poptøsen over alle poptøser! griner Michelle højt og fortsætter:
- Men der var ikke så meget inde bagved det smarte tøj! Da Michelle blev 15, skulle hun til en almindelig undersøgelse hos skolesundhedsplejersken. Hun havde altid tidligere virket bekymret for Michelles vægt og insinueret, at hun havde et problem med mad.
- Dengang var der jo intet i vejen, Men i mellemtiden havde jeg fået mig et problem, og jeg følte at jeg var blevet alt for viklet ind i hele spiseforstyrrelsesmønstret. Jeg havde besluttet mig for, at hvis hun havde spurgt mig den dag, ville jeg have indrømmet alt, og bedt om hjælp. Men denne gang spurgte hun ikke! fortæller Michelle

En åben dør
Spiseforstyrrelsen trappede op, og hun blev mere og mere indhyllet i mønstret. Desuden tog mørket til i hendes sind, og depressionen pressede sig på. Hun havde givet djævlen sin lillefinger, men han havde taget hele armen. En aften på værelset havde hun en utrolig uhyggelig oplevelse, der åbnede op for endnu et kapitel i hendes triste sind: selvmordstanker!
- Vi havde lige haft emneuge i skolen om voodoo, og en aften på mit værelse var det som om, der pludselig var sådan et klamt, koldt nærvær. Jeg blev bange, og fik helt koldsved. Pludselig så jeg en skikkelse stå henne ved døren. Det er svært at forklare, hvordan den så ud; den var på en måde oprejst som et menneske, men den lignede lidt en løve i ansigtet og virkede som et slags dyr. Den kom tættere og tættere på og forsvandt til sidst. Jeg var hunderæd! Efter denne oplevelse fortæller Michelle, hvordan hun begyndte at få tanker om at tage sit eget liv, idet hun tænkte på at kaste sig ud foran bilerne, når de kørte forbi.
- Det var egentlig en periode der var præget enormt meget af dobbelthed, for samtidig havde jeg en slags tvangstanker, hvor der var bestemte ting jeg blev nødt til at gøre. Hvis ikke jeg gjorde de her ting, var jeg hundeangst for at jeg skulle dø... Det giver jo ingen mening! fortæller Michelle om den paradoksale kamp, der var i hendes sind.

Et vendepunkt
Til sidst blev det hele for meget for Michelle, hun kunne ikke holde ud at leve sådan længere:
- Jeg besluttede mig for at snakke med min ungdomsleder i kirken. Jeg fortalte ALT! Jeg håbede på at jeg kunne finde en løsning udenom mine forældre. Jeg var bange for hvordan de ville reagere.
Men hvordan får man hjælp som 15- årig, uden at ens forældre får noget at vide om at man har et problem? Michelle og hendes ungdomsleder snakkede om flere forskellige ting, men det var ikke sådan lige til at finde en løsning. De endte med at tage til et møde med evangelist Christian Hedegaard:
- Det var den 24. februar 2002. Jeg kan huske, at jeg kom til at snakke med Karen Hedegaard og jeg var 100 procent ærlig og fortalte hende alt om, hvordan jeg havde det. Hun bad med mig, og jeg fik bekendt alle mine synder. Samme aften blev jeg helbredt i knæet, og det blev et lyspunkt i mit dystre liv, fortæller Michelle. Når hun taler om det, kan man se i hendes øjne at denne dag betyder noget helt bestemt for hende. Det var her, det hele vendte, og håbet om frihed blev vakt. Hun griner, da hun fortæller om klassekammeraterne, der gloede en del, da hun kom cyklende i skole dagen efter med et stort smil på læben...
- Jeg sagde bare til dem at Jesus havde helbredt mig! smiler hun. Pludselig var det lidt lige meget hvad de andre egentlig syntes om den sag.
Læs hvordan Michelle blev helbredt for sin knæskade her.

Brug for mere hjælp
Selvom Michelle havde en bekymring mindre, var hun stadig bundet af spiseforstyrrelse og voldsom tristhed. Hun endte med at flytte til Evangelist i Gørløse i marts 2002 for at komme lidt på afstand af det hele og starte på en frisk. Forældrene var ikke vilde med idéen da Michelle luftede den første gang, men hun havde også glemt at fortælle dem hvordan tingene stod til.
- Da jeg endelig fik fortalt mine forældre, at jeg havde problemer, kunne de pludselig godt se, hvorfor jeg skulle have hjælp, og de tog straks kontakt til familien Hedegaard. Jeg flyttede ind meget kort tid efter! fortæller Michelle og husker, hvordan det første, hun blev bedt om at gøre, var at spise et stykke rugbrød.
- Når du har spist det, skal jeg fortælle dig en hemmelighed, sagde Christian Hedegaard.
Bid for bid blev rugbrødet klemt ned. Det tog måske en time, men Michelle ville jo gerne vide, hvad det var for en hemmelighed. Hun blev temmelig overrasket, da hun fik følgende besked:
- Hvis ikke du havde spist dit rugbrød, så havde vi kørt dig hjem allerede i aften! Michelle forstod situationens alvor og næste morgen, da morgenmaden stod på bordet, havde hun samme valg.

Gud greb ind
- Der skete enormt mange ting. Jeg blev sat fri, blandt andet fra frygt og urenhed, og Gud gjorde virkelig nogle ting i mit liv. Desuden begyndte jeg at spise, mest fordi der blev øst op til mig ved alle måltider og bordreglen var at man skulle spise op. Men som med så mange andre der har spiseforstyrrelser, så var jeg slet ikke fri i mine tanker, fortæller Michelle ærligt.
- Jeg lærte alt om hvad der stod i biblen, men jeg havde svært ved at lade det komme ind og gøre mig helt fri. Altså, jeg var jo ikke anorektisk mere, men jeg kæmpede hele tiden mod tankerne og det gamle mønster med at lægge planer for at undgå at skulle spise. Til spørgsmålet om, hvorfor hun mon kæmpede så længe med sygdommen, tænker Michelle sig om længe inden hun endelig svarer meget ærligt:
- Det var blevet en del af min identitet. Jeg var "Lille Michelle", hende den lille, spinkle og tynde. Det var grænseoverskridende at skulle træde ud af. I perioder dyrkede jeg det simpelthen også for meget, jeg besøgte hjemmesider og lignende der handlede om spiseforstyrrelse. Egentlig tænkte jeg også på et tidspunkt om det ville være nemmest at give op... Men jeg vidste at jeg ikke bare kunne give op nu! I stedet blev jeg mere og mere desperat for at blive fuldstændig fri!

Desperation var nøglen
Netop desperation synes at være nøglen til Michelles frihed:
- En dag hvor jeg igen var træt af at kæmpe med det her problem, gav Gud mig et ord. Det blev klart for mig at hvis jeg blev ved med at dyrke den her sygdom, så ville den få bugt med mig til sidst, fortæller hun alvorligt, hun bløder dog straks op i et smil der siger mere end tusind ord, og fortsætter:
- Så kan du nok tro at jeg blev desperat! Når tankerne kom, så gjorde jeg det præcis modsatte: at spise ekstra meget. Dengang arbejdede jeg på en grillbar, og så kunne jeg jo helt konkret lige klemme en ekstra pølse ned bare for at fortælle Satan at det altså var mig der bestemte over mit sind!

Michelle Vilsgaard kom til Evangelist som 15-årig. I dag er hun 21 år og fri fra anoreksi

Mødet med Gud
Da Benny Hinn besøgte Danmark i Forum, april 2006, var Michelle med til et af møderne. Det var det eneste hun havde mulighed for at komme med til pga. arbejde, men hun havde besluttet sig for at Gud måtte møde hende:
- Jeg havde fået rygsmerter pga. mit job, så det ville jeg selvfølgelig gerne helbredes for! Og så havde jeg altså stadig de her tanker om mad der ikke helt ville slippe... Men jeg vidste at Gud kunne fjerne det også, fortæller Michelle ivrigt.
- Under lovsangen var Guds nærvær bare så stærkt at jeg ikke kunne andet end at tude! Pludselig forsvandt mine smerter i ryggen! Så jeg gik op for at fortælle at jeg var blevet helbredt.
Michelle har svært ved at skjule sin glæde over hvad Gud gjorde den aften, da hun skal fortælle det næste lyser hun helt op:
- Jeg havde besluttet mig for ikke at vælte på scenen, men da jeg kom derop skete det helt automatisk, for Guds nærvær var så vildt tilstede, at det føltes som om jeg fik en ambolt over mig! Da jeg rejste mig var noget anderledes, det brændte i hele min krop! Jeg var slet ikke ved mine fulde fem, men svævede rundt i en lidt anden verden. Efter nogle dage gik det op for mig at jeg slet ikke havde haft tanker om mad eller vægt, og så prøvede jeg at tælle tilbage. Jeg kom frem til at Gud havde sat mig fri den aften i Forum hvor jeg også blev helbredt i min ryg! Han havde ikke bare taget mine smerter, men han havde også sat mig fri for anoreksi og alle de tanker jeg havde kæmpet med så længe. Så det der med at man kan blive fri for symptomer, men at tankerne altid vil være der, det passer simpelthen ikke. Sådan er det måske uden Gud, for han er den eneste der kan sætte fuldstændig fri!

Michelle har talt med mange unge piger, som har haft samme problem som hun selv. Bl.a. i Tabitas Hus, der er Evangelists pigehjem for unge piger i nød, og på Evangelist chatten, hvor hun gerne fortæller sit vidnesbyrd, hvis det er relevant.
Faktisk kan man også læse hendes vidnesbyrd på Internettet, hvor hun har fået kontakt med en kirke i Talinn og fortalt sit vidnesbyrd, som er blevet oversat til estisk. Det som Gud har gjort, siden hun som 15-årig kom til evangelist, vil hun aldrig glemme. I dag er hun 21 år, og selv om hun stadig er lille af vækst, er det som Gud har gjort STORT.

Evangelist avis nr. 3, år 2007

Se også Michelle i programmet "Forandring" her.