Maria Damsgaard fra Herning blev skilt for fem år siden, hvilket efterlod hende som alenemor med to små børn i en alder af kun 23 år.
Børnene Jessica og Mathias voksede op hos Maria, som udadtil så ud til at klare ærterne. Hun var en stærk pige og tog både uddannelse og kørekort midt i den svære tid, men bag facaden så det ikke helt så godt ud.

Depression eller ej?
- Jeg vidste inderst inde, at der var noget helt galt, og i perioder røg jeg helt ned med flaget, fortæller Maria Damsgaard.
Når hun var alene, trak hun sig ind i sig selv og trøstespiste, hvilket resulterede i at hun tog voldsomt på, men hun sagde aldrig til nogen, hvordan hun virkelig havde det.
- Faktisk havde min mor prikket til mig flere gange og spurgt, om jeg mon ikke havde en depression? Men jeg slog det fra mig. Depressive mennesker de var jo syge, jeg kunne sagtens klare mit liv, siger hun.
Alligevel gik det langsomt op for hende, hvordan tingene stod til, og da en nær bekendt fik en alvorlig depression
kunne hun pludselig se fællesnævnerne.

På psykiatrisk afdeling
I sommeren 2004 fortalte Maria sin læge, hvordan hun i virkeligheden havde det. Allerede ugen efter lod hun sig indskrive på psykiatrisk afdeling og kom i medicinsk behandling, mens børnene blev anbragt i familiepleje, hvor de var i 10 måneder.
Tingene gik ned ad bakke for den lille familie, og Mathias blev indstillet til en plads på børnepsykiatrisk afdeling.
- Jeg var efterhånden godt træt af min situation og vidste, at der skulle ske "et eller andet". En dag sad jeg og læste Ude & Hjemme. Her faldt jeg over en artikel om Tabitas Hus og tænkte: "Hvorfor er der ikke sådan et sted for mig", husker Maria.
Det er svært at forstå, at det er den samme kvinde, som hun sidder der med livsmod i øjnene og overskud i stemmen, og fortæller sin historie.

Voldsom udfrielse
Næste gang Robert Bwalya prædikede, bad han deltagerne om at råbe til Gud for deres frihed. Maria kunne ikke få sig selv til at gøre det, hun syntes det virkede komplet åndssvagt, men det endte alligevel med, at hun gjorde det.
- Jeg tænkte, at jeg intet havde at miste, og så råbte jeg af mine lungers fulde kraft, at jeg ville være fri fra alle de ting jeg vidste jeg var bundet af, siger Maria.
- Hvad der så skete, husker jeg intet af, men jeg har fået fortalt, at det var meget voldsomt, fortæller Maria alvorligt.
Hun forklarer, hvordan hun vågnede op efter 45 minutter, med en granvoksen mand på venstre arm, stolerækkerne spredt omkring sig og blå mærker over hele kroppen.
En pige der havde været i behandling i Tabitas Hus, fortalte Maria at hun kendte et sted, hvor de tog sig af kvinder i nød, om det måske var noget for hende...?

En helt ny start
Maria fortæller om beslutningen om at flytte til Bakkebjerg, der er Evangelists kvindecenter på Nordsjælland.
- Jeg ringede og talte med lederparret Martin og Vibeke Schmidt. Vi talte sammen nogle gange, og tre uger senere var jeg flyttet. Jeg meldte simpelthen børnene ud af skolen og afmeldte både plejefamilien, som jeg stadig brugte til aflastning, og den plads på børnepsykiatrisk afdeling, som ventede på Mathias, siger hun.
Det var begyndelsen på et helt nyt liv for den lille familie. Siden sidste år på Alternativ Sommerfestival er der sket store ting. Ikke kun med Maria, men også med børnene Jessica, 9, og Mathias, 8, som har fået det bedre, efter at deres mor har fået det godt.
- Midt i hverdagen kan jeg glæde mig over alle de ting, som jeg ikke burde kunne gøre. For eksempel at stå op om morgenen og bare være glad, helt uden at skulle spise piller! siger Maria med dyb taknemlighed over alt det Gud har gjort for hende og hendes børn.



Fatter ikke at de gad
Det sværeste for Maria har været at åbne sig:
- Jeg har været vant til at trække mig væk fra folk, så snart de kom for tæt på. For jeg følte at jeg rummede så meget, at hvis jeg åbnede op, så ville de blive trætte af mig, fortæller Maria.
- Jeg fattede simpelthen ikke at lederparret på Bakkebjerg gad have med mig at gøre. Jeg kunne ikke forstå, at de elskede mig på trods af, at jeg havde fejl og mangler, og alting ikke altid var i den skønneste orden, siger hun.
Maria har altid været typen der kunne klare alting med glans, og det har været hårdt for hende når tingene ikke er lykkedes. Som f.eks. da hun for nylig dumpede sin anden køreprøve til stort kørekort.
- Jeg skulle hjem og skuffe dem alle sammen igen. Det var ikke særlig sjovt. Men de sagde bare at de elskede mig, griner Maria og tilføjer:
- Det er nu engang lettere at tage imod deres kærlighed, når tingene går godt for mig. Langt sværere er det, når det sker på trods af mine fejl...

Ikke synd for mig
Det har i allerhøjeste grad været et spørgsmål om tillid at turde lade mennesker komme tæt på. Hvis ikke hun havde gjort dette, var hun nok aldrig kommet så langt, som hun er i dag. Selv om hun blev sat fri for depression, var der stadig mange års mønstre der hang fast.Måder at tænke og handle på og huller, der var lette at falde i.
- Nu er det ikke fordi det skal lyde, som om det er synd for mig, men det har langt fra været let, siger Maria eftertænksomt.
- Det har været valg hele vejen igennem. Først erkendelse, og derefter et valg om at jeg ville videre.Jeg har valgt at Guds ord skal være toneangivende for mine følelser, uanset omstændighederne, konstaterer hun.

Fremtidsdrømme
Maria er slet ikke i tvivl om at hun er der hvor hun skal være, og hun er dybt taknemlig over at være omgivet af mennesker der taler ind i hendes liv.
- Mine børn er glade! Og jeg ved at dette kun er starten på det, jeg gerne vil med mit liv, siger hun og får endnu mere lys i sine glade øjne.
- Jeg drømmer om at hjælpe unge enlige mødre og få mit eget hus. Før havde jeg intet at give, men nu har jeg noget, og jeg elsker at være med til at hjælpe andre. Men selv om jeg glæder mig til at give, så ved jeg, at det stadig er min tur til at modtage, uddyber hun.
Maria giver Gud ære for alt, hvad der er sket.
- Jeg ved, at det er muligt at blive fri! Alle mine omgivelser sagde at jeg ville knække efter tre måneder uden medicin, men nu - ni måneder senere - har jeg aldrig haft det bedre! Faktisk har jeg slet ingen bivirkninger haft ved at stoppe med de piller, som lægerne sagde, jeg skulle tage resten af mit liv!

Evangelist avis nr. 2, år 2006