Lene Marie Rasmussen

Da Lene Marie og Thorkild Rasmussen blev gift for 16 år siden havde de ikke umiddelbart planer om at få børn, og de endelig besluttede sig, gik der yderligere seks år, før der kom "liv i de døde ben". Det var et Guds mirakel, for lægerne havde ikke givet dem mange chancer for, at det skulle lykkes. Lene Marie både lo og græd, da hun fik at vide, at hun var gravid. Hun kunne slet ikke forstå, at det var sandt, og alt var lutter lykke - lige indtil syv uger før termin.
- Jeg blev indlagt på sygehuset i Rønne med svangerskabsforgiftning. Jeg skulle holde mig i absolut ro, og måtte højst have to gæster ad gangen - og ikke for længe, fortæller Lene Marie.
- Efter en uge turde lægerne i Rønne ikke tage ansvaret mere, svangerskabsforgiftningen udviklede sig negativt, hvilket kunne bringe både mit og mit barns liv i fare. Derfor blev jeg, med helikopter, overført til Rigshospitalet, hvor jeg dagen efter fødte en datter på 1735 gram, seks uger for tidligt, men trods alt velskabt. Da fødslen var overstået, oplevede jeg en kæmpe lettelse, men derefter handlede det om Deborah. Hver dag blev et kæmpe regnestykke om, hvor meget mælk hun drak, og hvor meget hun tog på. Tre uger efter var hun stor nok til at komme hjem. Jeg havde dog store problemer med at amme og malkede mælk ud til hende. Alle disse oplevelser gjorde, at jeg udviklede en middel fødselsdepression.

Bjerget
Lene Marie og Thorkild kom i hele denne periode i Pinsekirken i Rønne, men ingen fik at vide, hvad der rørte sig inden i den nybagte mor, heller ikke hendes mand.
- På et tidspunkt var jeg meget tæt på at begå selvmord, så langt var jeg kommet ud. Men der gik vel yderligere to år, før jeg var parat til at sige, "der er noget galt". Derefter startede Gud en proces. Det var som et bjerg, jeg skulle bestige. Jeg havde været rundt om bjerget mange gange, før jeg var klar til at bestige det. Jeg sagde til Gud, "et skridt af gangen, og gør som du vil".
Situationen var så alvorlig, at lægen tilbød sin hjælp:
- På et tidspunkt ordinerede han lykkepiller, hvilket jeg sagde "ja tak" til. Gud førte mig igennem mange faser. Jeg begyndte at skrive min angst og følelser ud. Først skrev jeg til en læge, og senere til vores daværende præst i menigheden. Jeg skrev også digte. Her erfarede jeg, at der er stor lægedom i at skrive det ud, jeg følte og oplevede, siger Lene Marie eftertænksomt.
- Jeg fik yderligere hjælp i efteråret 2002 i forbindelse med Evangelist's korstog på Bornholm. Lørdag aften blev vi opfordret til at gå igennem en dør, hvis vi var syge. Gud berørte mig dybt indeni, og min angst og frygt forsvandt. Senere indvilligede min læge, at jeg nedtrappede medicinen til det halve. Hvert af disse skridt så jeg som en sejr, og en del af vejen til fuld udfrielse, fortæller Lene Marie.

Sandhedens time
- I juni 2001 gæstede Christian Hedegaard igen vores menighed. Her sang han "Fri, endelig fri", hvilket kom til at betyde meget for mig. Under sangen oplevede jeg noget blive forløst inden i mig. Jeg forstod det ikke, men var overbevist om, at Gud igen gjorde noget dybt.
- Den endelige forløsning kom i november 2001, hvor Thorkild havde migræne. Jeg var desperat, og havde brug for hjælp. Jeg vidste, at Christian Hedegaard var på Bornholm, og det endte med, at han kom forbi. Han skulle blot bede for Thorkild, ikke andet, siger Lene Marie.
Men Helligånden havde andre planer. På et tidspunkt tog Christian glasset med lykkepiller. "Hvem sætter du din lid til, Herren eller pillerne?", spurgte han, og det gik op for hende, at hun stolede mere på pillerne end på Herren.
- Sandheden gjorde ondt, men alligevel tog jeg en beslutning og sagde "nok er nok". Jeg ville ikke længere give Djævelen råderum i mit liv. I tre et halvt år havde jeg taget medicinen, og i hele denne periode havde jeg ikke været i stand til at opfylde de ægteskabelige forpligtelser, men denne dag løste Gud noget, så vi igen kunne være sammen som mand og kone. Desuden tog vi en beslutning om at lade vores hjem fylde med lovsang, fortæller Lene Marie.

Trappede selv ud
Efter disse oplevelser var Lene Marie 100 pct. motiveret for at blive fri af medicinen, men lægen mente, det var for tidligt. Han ville vente til foråret.
- Det endte med, at jeg selv tog en beslutning. Jeg kunne ikke vente. Jeg havde oplevet Guds indgreb og vidste at det var nu, Gud arbejdede, ikke til foråret! Så jeg trappede selv ud af medicinen. Der var følelsesmæssige kampe, men jeg satte min lid 100 pct. til Herren og er i dag helt medicinfri.
Lene Marie forklarer, hvad det er, som er sket:
- Jeg begyndte at flytte mit fokus fra det, der var/havde været, til JESUS. Jeg så ham. Jeg ser på ham. Jeg kan i dag sige, at Han er min lykke - og ham vil jeg sætte min lid til. Han har styr på det hele: Fødsler, depressioner og alle andre ting. Jeg takker Gud for, det Han har gjort i mit liv og vil opfordre alle som læser dette til at lade Gud gøre sit værk. Ikke som du vil, men som Gud vil. Tag det første skridt, og du vil opleve, hvordan han hjælper dig resten af vejen.

Et kald fra Gud
Du har gemt dig.
Du er løbet væk fra ham.
Du har ignoreret hans stemme,
Men jeg siger dig!
Lad være med at gemme dig.
For Han ser dig,
uanset, hvor du flygter hen.
Er Han der.
Løb ikke skrigende bort.
Han løber jo med dig,
om du vil det eller ej.
Ja, forfra - bagfra og selv fra siden,
der er Han.
Kom frem, min ven
Han kalder på dig.
Kom ind i hans favn.
Kom ind til hans hjerte.
Lad ham komme til at gøre sit værk i dig.
Du må give slip på din stolthed - din ret.
Og give ham lov til at gøre, som han vil.
Jeg siger, gør som du vil, Gud.
GØR SOM DU VIL!

LEMA AUG 1997

Lene Marie og Thorkild Rasmussen

Evangelist avis nr. 1, år 2003