- Jeg havde ingen venner. Min mand var mentalt syg og fuldstændig uberegnelig. Mine to ældste børn var på stoffer. Jeg kunne ikke mere. Jeg løb væk hjemmefra. Langt væk. Og ville begå selvmord. Og så råbte jeg på Gud.

Tekst:  Eva Maria Jørgensen

Den 54-årige Johanna Hanse fra Holland har haft alt andet end et nemt liv. Først voksede hun op med en voldelig far, og senere blev hendes mand mentalt syg. Alligevel tøver hun ikke med at takke Gud for hans trofasthed og give Ham æren for at hun er i live i dag.

- Uanset hvad jeg gik igennem, så var Gud der, siger hun og begynder historien om sit liv.

Johanna taler på engelsk, og de næste par timer kommer til at minde mig om, hvor meget jeg har været skånet for. Det rører mig til tårer.

Johanna Hanse har boet i Gørløse cirka et år, siden hun tog på Powerskolen sidste efterår. Hun udstråler omsorg og moderkærlighed på lang afstand, men selvom hun altid har ønsket at hjælpe andre, har hun ikke altid haft overskud selv.

Barsk barndom

- Min far var altid på arbejde. Han kom kun lige hjem til aftensmad og tog så afsted igen. Når han endelig var hjemme, var han tit vred og slog ting i stykker. Min ældste bror var autistisk. Men det fandt vi først ud af, da han var blevet voksen. Som børn vidste vi blot, at han og far ikke kunne sammen, fortæller Johanna og fortsætter:

- De var altid oppe at skændes og slås. Og tit gik det også ud over os andre. Jeg havde et lillebitte værelse med en seng, der blev klappet op på væggen. Jeg fandt hurtigt ud af, at hvis jeg løb ind på værelset og smækkede den ned, kunne min far ikke komme ind og banke mig.

Moren var en stille kvinde, som ikke satte sig op mod sin mand.

- Jeg følte mig aldrig elsket. Fik ikke knus, hverken fra far eller mor. Engang, hvor jeg kom på sygehuset, fordi jeg blev rigtig syg, sendte de bare en nabo for at hente mig, da jeg skulle hjem. Det slog skår i mit hjerte, husker hun.

Johanna fortæller stille og roligt. Hun er ikke kold, men det er også tydeligt, at mange af disse sår er gennemarbejdede og helede for længst.

- Nu ved jeg, at min far reagerede så voldsomt, fordi han havde været i kz-lejr og oplevet så grusomme ting. Men det vidste jeg ikke dengang, forklarer hun.

Hun var ikke særlig gammel, da hun tog imod Jesus i sit hjerte og blev kristen.

- De kom og slog et stort telt op i vores by og holdt møder om Jesus der. Jeg gik til børnemøderne, og der gav jeg mit liv til Jesus. Jeg følte, at Han var den, som virkelig elskede mig og jeg var på udkig efter kærlighed, fortæller Johanna.

Hendes familie var ikke kristen, men over nogle år blev hendes mormor troende, og det var hende der sørgede for, at Johanna kom i søndagsskole og senere til møder – blandt andet i hendes eget hjem.

Voldtægtsforsøg

Teenageårene var barske for Johanna.

- Jeg havde ikke nogen at snakke med. Kun to gode veninder. Men min mor blev sygeligt jaloux på dem og forbød mig at se dem. Ikke engang da deres mor døde, fik jeg lov at komme til begravelsen. Og situationen mellem min bror og min far blev mere og mere voldsom. Jeg har set dem stå med knive overfor hinanden. Og jeg fik også mine bank. Både med tæppebanker og bælte, sukker Johanna.

Det var en fattig familie. Johanna gik med bagsiden af morens aflagte kjoler og måtte tidligt i gang med at arbejde. En af de jobs hun havde var i en butik hos sin tante. Her var der to jævnaldrende unge drenge, som gik meget op i piger. En dag, da den ene skulle låse Johanna ud af butikken om aftenen, forsøgte han i stedet voldtægt bag i butikken.

- Jeg var skræmt til døde og måtte kæmpe for mit liv. Da jeg kom hjem til min mor og fortalte det, nægtede hun at tro på mig. Det var forfærdeligt, husker hun med gru og fortsætter:

- Det samme gentog sig, da en af mine fars venner rørte mig på en uanstændig måde. Da jeg fortalte min far det, sagde han bare, at jeg løj.

- Det var ikke let for mig at blive boende der efter det. Jeg følte mig ikke tryg. Men jeg havde ingen steder at flytte hen. Skolen var mit fristed. Der klarede jeg mig godt. Undtagen, når det kom til eksamen, så var jeg livræd. Især hvis det var mænd, der skulle eksaminere mig, forklarer Johanna. Eksamensproblemerne kom også til at ødelægge hendes to forsøg på videregående uddannelse. Heldigvis fik hun arbejde i en bank. Først ved kassen og senere med at sælge forsikringer. På det tidspunkt var hun 17-18 år og boede stadig hjemme.

Et glimt af liv

Midt i alt dette holdt Johanna fast i sin tro på Gud.

Hun begyndte at komme i en baptistkirke 20 km væk. Her var der en mand, som havde en kristen bogbutik og han spurgte, om hun ville komme og arbejde for ham. Det ville hun gerne. Mest for endelig at komme hjemmefra.

- For første gang begyndte jeg at leve en lille smule. Jeg hjalp både til med teenage- og børnearbejdet i kirken og det var også på dette tidspunkt, at jeg første gang mødte min kommende mand, Ruud, husker Johanna.

Ruud gik på bibelskole og havde store planer om at blive missionær. Da de mødte hinanden under en praktikperiode i kirken, blev hun ramt af ”lynet” og forelskede sig.

Lykken var kortvarig, og Johannas frie liv skulle snart få ende.

En aften, hvor hun havde været hjemme hos sine forældre for at spise, blev hun ringet op senere på aftenen og fik at vide, at de havde været i en trafikulykke. Hendes mor var død, og hendes far var alvorligt kvæstet.

- Jeg havde bestemt ikke lyst til det, men jeg flyttede hjem. For der var ikke andre til at tage sig af min far og lillebror. Efter et halvt år kunne jeg ikke mere og Ruud og jeg besluttede os for at gifte os, fortæller Johanna.

Historien gentager sig

Hjemmefra havde Johanna vænnet sig til, at kvinden skulle være stille og tilbageholdende. Og det var også sådan, hun gik ind i ægteskabet. De var sammen i kirken, hvor hun hørte til og fortsatte med at hjælpe til sammen. Snart kom barn efter barn og inden hun fik set sig om, havde de fire!

Ruud fik arbejde på en institution for unge med problemer, og børnene kom i en mindre skole, hvilket var godt for dem. Dette var måske en af de mere rolige perioder i Johannas liv, men alligevel var det som om, der manglede noget.

Johanna forklarer:

- Jeg havde altid en længsel i mig efter mere af Gud, mere af Helligånden, men min mand havde det ikke på samme måde. Han var sikker på, at vi havde fået al det Helligånd vi kunne få!

Ruud nød arbejdet med de problematiske unge, men så begyndte det at gå galt. Kollegerne svigtede ham i nogle barske voldelige episoder, og det ødelagde noget i ham, så han ikke længere var mentalt stabil.

- Når han var mellem andre mennesker var han venlig og behagelig. Men hjemme var han hele tiden efter børnene og bankede de ældste af dem. Han ødelagde stolene og smadrede porcelænet. Det var som om, hans personlighed var blevet splittet, forklarer Johanna.

På dette tidspunkt havde de seks børn. De to ældste var allerede på vej ud i problemer med stoffer og de andre fik det værre.

- Da jeg blev banket som barn derhjemme, besluttede jeg mig for aldrig at gøre det samme. Men efterhånden som al ting gik amok derhjemme, endte jeg med at gøre det alligevel. Ikke så voldsomt, men mere end jeg nogensinde havde tænkt mig, erkender hun.

Mellem mørke og lys

Det var på dette tidspunkt, at Johanna fik nok og fandt sig selv langt væk hjemmefra. Her råbte hun på Gud, som svarede hende ved at sende hende tilbage til hendes børn.

- Jeg var klar over, at jeg ikke kunne fortsætte på samme måde. Så viste Gud mig en plakat fra ”Women Aglow” (en kristen forening for kvinder, red). Det blev min havn i håbløsheden. Jeg tog tilbage og begyndte at tage til deres møder, hvor jeg mærkede Guds kærlighed om mig som et tæppe, husker hun.

- Det var også her, jeg hørte tungetale for første gang. Det var en tid, hvor jeg kom tilbage til Gud, og han mindede mig blandt andet om at bede min børn om tilgivelse for at have slået dem, fortæller Johanna.

Alligevel ændrede tingene sig ikke synderligt i hjemmet. Johanna trak familien med i kirke, men Ruud modarbejdede hende. Der foregik en konstant kamp mellem mørke og lys. Han gjorde grin af hendes nyfundne begejstring, også over for deres børn, og kom selv længere i mørket. Bl.a. faldt han tilbage i seksuelle synder og opsøgte gamle forbindelser, hvilket gik ud over Johanna, både fysisk og psykisk.

Børnene fik det værre og værre. De midterste flygtede nærmest hjemmefra, og den næstyngste fik en depression, mens den yngste også var på vej ud i problemer.

Johanna tog på ferie i Danmark med Aglow for at komme lidt væk fra det hele.

- Mens jeg var i Danmark, fik jeg pludselig et telefonopkald om, at min mand var død af et hjertetilfælde. Jeg tog hjem med det samme og forsøgte at samle min ødelagte familie omkring begravelsen. Jeg hentede vores gamle pastor fra min hjemby ind, for at minde mine børn om, at deres far engang havde været en god mand. Det var svære dage, og samtidig var det en lettelse, efter at have levet med en mentalt syg mand i otte år, forklarer hun.

Genoprettelse og nedbrydning

Johanna holder en pause i sin historie. Det er seks år siden, Ruud døde, og herefter fulgte en lang periode med indre helbredelse. Johanna oplevede, at Gud gjorde hende stærk igen. Hun lærte også om udfrielse, noget hun ville ønske, hun havde vidst om dengang hendes mand levede.

Men smerten var ikke forbi. To af hendes børn ville ikke have noget at gøre med hende. Hun trivedes i en ny menighed, indtil de pludselig vendte sig mod hende og hun endnu engang måtte starte forfra uden venner og uden netværk.

Det var på dette tidspunkt, at Gud igen ledte hende til Danmark.

- Ad underlige veje endte Gud med at lede mig til Powerskolen i efteråret 08. Det blev en tid, hvor jeg sad under Guds vinger og blev helet igen. Jeg græd i de tre måneder, det varede, men kom ud med genoprettede drømme og et forstærket ønske om at hjælpe andre, fortæller hun.

Den lange historie er ved at være til ende.

- Jeg drømmer om at være med til at give frelse, helbredelse og udfrielse videre til mange mennesker. Måske kunne jeg få et hus med unge kvinder at tage mig af. Men der er også noget i mig, som brænder for mission i udlandet, smiler hun og fortsætter:

- Lige nu hjælper jeg til på Powerskolen og står med i bønnegruppen i Evangelist. Ellers ønsker jeg bare at være her og lære mere om Guds kraft i praksis.