Af Karen Hedegaard

Rosemaria Andersen (Rose) er en køn pige med langt lyst hår og et smil, som kan få solen til at skinne på en mørk regnvejrsdag. Hun elsker naturen, elsker dyr og elsker i det hele taget livet. Men sådan har det ikke altid været. For ganske få år siden var hun så langt ude, at det eneste hun tænkte på, var at tage sit eget liv. At hun kom helt derud skyldtes forskellige faktorer, men først og fremmest opvæksten i Silkeborg, som var præget af frygt. Hendes far havde
et voldsomt temperament, hvilket gik ud over Rose og hendes mor, og selv om tingene er anderledes i dag, har det sat sine spor.
- Jeg husker specielt to episoder, hvor min mor og jeg måtte af sted midt om natten sammen med min lillebror, som er to år yngre end jeg. Vi søgte tilflugt hos præsten, fordi far havde slået mor. En anden gang brød en alkoholiker ind i huset, for at slå min far ihjel. Vi boede på første sal og måtte råbe ud af vinduet efter hjælp, mens manden gik rundt i kælderen. Det endte med at politiet kom og hentede ham. Jeg var ikke ret gammel, måske fem-seks år, men jeg var skræmt fra vid og sans!


Bange for at dø
I skolen var Rose den stille pige. Hun klarede sig godt skriftligt og havde mange veninder. I fritiden gik hun til ridning sammen med sin bedste veninde, og rideskolen var som et fristed for hende, hvor hun tilbragte mange timer, langt væk fra hverdagens problemer. Hjemme blev hun mere og mere indadvendt.
- Om aftenen græd jeg mig selv i søvn. Jeg var bange for at dø i løbet af natten. Jeg tror det lå i min underbevidsthed, efter de voldsomme ting, jeg havde været udsat for, fortæller hun.
- Jeg led meget af frygt, og efterhånden som frygten tog overhånd, begyndte jeg at holde mig vågen om natten. Det var let nok. Vi havde jo kabel-tv i boligblokken, så jeg lå og så fjernsyn og hørte musik, indtil det blev lyst.Om dagen sov jeg for nedrullede gardiner. Jeg skiftede skole i 7. klasse. Klassen blev delt, så jeg kom væk fra mange af mine kammerater. I 8. klasse kom jeg på privatskole sammen med min veninde, og i 9. klasse gik jeg kun i skole i en uge. Resten af skoleåret lå jeg under dynen derhjemme og sov. Jeg var virkelig depressiv og lå så meget i sengen, at jeg kunne mærke det fysisk. Min krop begyndte at te sig underligt, jeg blev mere og mere syg.
Roses mor var magtesløs i situationen og måtte søge professionel hjælp hos kommunen, uden at dette dog ændrede noget som helst. Roses far kom også på banen, men ham ville hun slet ikke høre på.
- Vi skændtes meget, f.eks. om den musik, som jeg lyttede til på det tidspunkt. Når han talte hårdt til mig, blev jeg endnu mere hård. Vi var alene i huset om dagen, indtil min mor og lillebror kom hjem, husker hun.

Alkohol og hash
Rose startede i 10. klasse, men var fraværende en tredjedel af tiden. Mange dage blev hun liggende i sin seng og vågnede først op, når det blev weekend. Hendes lillebror var blevet venner med nogle hårde typer, som alle så op til, og Rose og hendes veninde begyndte at hænge ud sammen med dem. Hun gik til halfest, begyndte at ryge hash og drikke, var fuld hver eneste weekend, og nytårsaften 1997 prøvede hun for første gang amfetamin. Det var ikke nogen rar oplevelse. Hun lå med hovedet i toilettet og hang. Det føltes som om, hun var ved at blive kvalt, men hun sansede ikke at flytte sig.
- Jeg husker ikke ret meget, ud over at jeg var meget fuld og troede, at jeg skulle dø. En dørmand hjalp mig ud derfra, hvorefter min mor hentede mig. Vi havde ikke bil, så hun måtte slæbe mig gennem byen midt om natten. Jeg fortalte ikke min mor, hvad jeg havde gang i, og efter denne episode gik der nogle år, før jeg igen tog den slags stoffer. Det var ikke fordi jeg bevidst holdt mig fra det, snarere fordi jeg ikke fik tilbudt noget, fortæller hun og tilføjer, at hun fortsat røg hash.
Situationen på hjemmefronten blev værre og værre. Rose kunne ikke holde ud at være i klemme mellem sine forældre og prøvede forgæves at få sin mor til at flytte fra sin far. Til sidst gik hun til kommunen og spurgte efter et sted at bo. De havde intet, så hun måtte nøjes med et værelse som hun selv fandt i en mørk kælder uden for byen, langt væk fra offentlige transportmidler.
- Da jeg kom derud blev jeg selvfølgelig endnu mere deprimeret, fortæller Rose, der kom på kontanthjælp et par måneder før hendes 18-års fødselsdag.

Stofmisbrug
Omtrent samtidig fik Rose en kæreste i stofmiljøet.
- Vi kendte hinanden fra privatskolen og mødtes til en fest nytårsaften 1999. Han introducerede mig til ecstasy, hvilket han siden fortrød mange gange. Gennem ham var det let at få fat i de forskellige stoffer såsom ecstasy, amfetamin og kokain, og han betalte det meste. Vi tog det sammen hver weekend og tog til technofest i byens nye technoklub, fortæller Rose.
Rose flyttede sammen med sin kæreste hjemme hos hans forældre, men det ændrede ikke på hendes tilstand. Når hun ikke sov, så så hun fjernsyn:
- Han prøvede at skubbe mig i gang for at få mig ud af mit "hul". Det lykkedes ham at få mig til at starte i 10. klasse på VUC, men det holdt kun et par måneder. Jeg fik S.U. og studielån og brugte pengene på stoffer og nyt tøj. I en lang periode levede jeg næsten kun af piller. Hvis jeg følte sult, tog jeg en smertestillende i stedet for mad... Rose ser eftertænksomt frem for sig, mens hun fortæller sin historie:
- Jeg var ikke klar over, hvor langt ude jeg var. Ind imellem var der farlige piller i omløb, som folk døde af. "Den slags sker ikke for mig", tænkte jeg. Jeg husker specielt en gang, hvor jeg stod med en af de piller, der blev advaret imod. Jeg havde den i hånden, da min veninde ringede og sagde, jeg skulle smide den i toilettet. Det var svært for mig, da det lige præcis var det mærke, jeg syntes var fedest. I dag er jeg lykkelig for, at jeg smed den ud. Der var mange ulykkelige skæbner i miljøet. Min kærestes veninde hængte sig selv. En anden døde til en morgenfest, mens vennerne troede, han havde et fedt trip. En tredje stjal en bil, mens han var på stoffer, og kørte galt. En fjerde døde efter mange års misbrug. Kroppen kunne ikke klare mere, fortæller hun.
- Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg slet ikke forstå, at jeg var dér. Jeg så ikke mig selv som misbruger, jeg sad jo ikke med en sprøjte i armen! Trods dette var jeg det, man kalder "weekend-narkoman". Gud har virkelig passet på mig, og det er et mirakel, at jeg ikke er død!, siger hun.

Handlingslammet
Efter at Rose var flyttet hjemmefra, fik hun tildelt en støtteperson fra kommunen, som hun skulle tale med. Men
Rose fik aldrig fortalt, at hun var på stoffer...
- Jeg kom i aktivering på en rideskole, hvilket gik godt i perioder. I andre perioder gik jeg helt i sort. Jeg havde alle mulige ønsker om at komme i gang, men jeg var totalt handlingslammet. Jeg fik en henvisning til en ungdomspsykiater i Risskov, men da vi kom til Århus, meldte jeg afbud. Jeg turde ikke. Så gik der endnu et år, husker Rose. 19 år gammel fik hun ordineret lykkepiller, og det hjalp umiddelbart på hendes humør:
- Jeg blev helt fjollet og "gladagtig", i hvert tilfælde den første uge. Derefter kunne jeg ikke blive helt glad, men heller ikke helt ked af det. Jeg var nærmest i en gråzone. Men det er jo også det, lykkepiller gør, de holder dig "stabil"...
Rose fortsætter:
- Pillerne hjalp bestemt ikke på mit misbrug. Tværtimod, så fik min daværende kæreste og jeg den idé, at vi skulle samle svampe. Vi tog svampe sammen, og det var meget værre end alt hvad jeg ellers havde prøvet. Min hjerne kørte derudaf, så jeg troede jeg skulle dø, og alting blev forstørret. Virkningen fortsatte i mange timer, til sidst var jeg så langt ude, at jeg overvejede at tage mit eget liv, bare for at få fred.
Rose har haft mange selvmordstanker:
- Jeg var til samtale på misbrugscentret og blev spurgt, hvor jeg så mig selv om fem år. Sikken et spørgsmål, når det eneste, jeg tænkte på var at tage mit eget liv! Det har jeg haft lyst til mange gange, både når jeg var på stoffer og når jeg sad alene og var ked af det. Heldigvis har jeg ikke haft mod til at gøre det. Mange gange har jeg siddet vågen om natten, nogle gange med en kniv på struben. Jeg sad og lyttede til musik, som jeg senere har fundet ud af handlede om Satan. To gange er jeg blevet kørt akut til psykiatrisk afdeling. Det endte med, at kommunen tilbød mig en plads i et nybyggeri for psykisk syge, alene fordi de ikke havde noget andet at tilbyde...

Behandlingstilbud
Rose flyttede ind i Birkeparken ved Silkeborg den 14. februar 2002, sammen med 12 andre beboere i alle aldre. Hun var lige fyldt 20 år, og den ældste var 60!
- Det var folk, som var skizofrene og som hørte stemmer. De brændte sig selv, skar sig selv osv., hvilket var meget skræmmende. De holdt ofte fester, hvor de drak og røg hash. Det skete tit, at politiet blev tilkaldt. Pædagogerne på behandlingsstedet skulle bare sørge for, at ingen slog sig selv ihjel, siger Rose.
Hvis Rose var deprimeret, da hun kom, så blev hun endnu mere deprimeret nu. Hun fik ordineret antipsykotisk medicin, og tog 20 kilo på.
- Da jeg tog stoffer, var jeg meget tynd. Jeg vejede 52 kilo og røg op på 75 kilo på ganske kort tid. Det gjorde det selvfølgelig ikke bedre, da jeg i forvejen syntes, at jeg var fed. Når de prøvede at trappe mig ned i medicin, lykkedes det slet ikke. Jeg fik angstanfald, hvor det føltes som om, nogen var ved at kvæle mig. Jeg kunne ikke få luft og gik totalt i panik. Jeg begyndte også at gøre skade på mig selv. Nogle gange stod jeg og hamrede hovedet ind i en væg. Jeg mærkede ikke den fysiske smerte, fordi smerten indeni var så stor.
Når Rose fik det sådan, begyndte hun at bede til Gud.
- Jeg råbte til Gud om hjælp, og faktisk begyndte det at gå bedre. Bl.a. holdt jeg op med at tage stoffer, fortæller Rose.
Selv om hun ikke var "troende", så lå troen på Gud dybt i hende, helt tilbage fra de første år, hvor familien boede til leje på 1. sal i Apostolsk Kirke i Silkeborg. Hendes mor gik stadig til gudstjeneste i kirken, til tider sammen med sin mand, og Rose selv havde gået i søndagsskole som barn.
- De prøvede at få mig med i kirke, men det ville jeg kke. Jeg havde været med én gang, nemlig til en Evangelistkonference i Aalborg, hvor der blev bedt for mig. Det var Teresia Wairimu, som talte, og jeg så en dæmonbesat pige falde om på gulvet. Det tiltalte mig ikke, og efter denne
oplevelse, havde jeg ikke lyst til at komme til møde igen!

Vend din skæbne
I 2004 flyttede Rose ud af behandlingstilbuddet og ud på et ridecenter, hvor hun arbejdede som ung pige i huset og medarbejder i stalden. Det var hårdt arbejde, og selv om hun var glad for det, måtte hun stoppe efter kun tre måneder. Hun var stadig på lykkepiller og ikke fri i sit sind, så det endte med at hun flyttede til en lejlighed uden for Silkeborg.
En dag kom hendes mor forbi og inviterede hende til et foredrag i kirken, som hun så ofte gjorde. Men denne gang lykkedes det hende at få Rose med til "Vend din Skæbne" med Lena Løbner og Camilla Holstein fra Evangelist.
- Jeg tog med på grund af dårlig samvittighed. Jeg gjorde det kun, fordi jeg havde lovet det så mange gange, uden at tage af sted. Jeg skældte ud hele vejen på cykel og sagde til min mor, at det ville jeg aldrig gøre igen. Men til min store overraskelse var det faktisk godt! Jeg talte med én af de unge fra Evangelist, der blev bedt for mig, og jeg fik tungetalen. Da vi cyklede hjem var jeg glad og syntes, at det havde været den bedste dag i hele mit liv! siger Rose og fortsætter:
- Efter foredraget holdt jeg op med at tage lykkepiller. Det var ikke planlagt, men jeg løb tør, og jeg fik ingen bivirkninger. I julen var jeg med min mor i kirke, og i sommerferien var jeg på Alternativ Sommerfestival. Det var meningen jeg skulle bo i telt med hele familien, men min far og jeg kom op og skændes, så det endte med, at min kæreste kom og hentede mig. Jeg nåede dog at være med til et møde, som var helt vildt fedt. Omtrent samtidig besluttede min mor sig for at tage på Powerskolen, og jeg besluttede mig for at tage med. Jeg vidste ikke hvad det var, men jeg vidste heller ikke, hvad jeg ellers skulle tage mig til. Det endte med, at vi pakkede tøj til tre måneder og tog afsted, uden at vide hvor vi skulle bo. Først kørte vi direkte til Tabitas Hus til en samtale for at finde ud af, om jeg eventuelt kunne være der, men det ville jeg ikke. Der var for mange krav, syntes jeg. Jeg kunne ikke have min lille kat med, kunne ikke længere være vegetar, skulle tage mine piercinger ud og måtte ikke have kontakt med
familie og venner i tre måneder, det var simpelthen for hårdt! I stedet blev vi indlogeret på en Bed & Breakfast, og allerede om mandagen fik vi et sted at bo. Vi sov på madrasser på gulvet og spiste mad på plastiktallerkener med plastikbestik. Jeg anede ikke, hvad der skulle ske. Jeg ville bare have et nyt liv!

Da "boblen" sprang
Før Powerskolen var Rose overbevist om, at hun skulle tilbage til Silkeborg, men sådan blev det ikke. Efter tre måneder på skolebænken, besluttede hun sig for at tage tre måneder til.
- Jeg havde brug for det. For første gang var der nogen, som talte sandhed til mig, og det satte mig fri. Det er første gang, nogen har fortalt mig, at man ikke behøver at tage lykkepiller for at være glad! siger Rose.
På Powerskolen besluttede Rose sig for at følge Jesus 100 pct., og få dage før nytår flyttede hun ind i Tabitas Hus. Så tog hun på Powerskolen igen - og andet semester var mindst lige så fedt!
Undervejs har hun gjort op med sin fortid, inklusiv sin tidligere kæreste, der stadig bor i Silkeborg og kæmper for at holde sig fri fra stofferne i det gamle miljø. Det har været en proces, men sidste sommer var det som om, "boblen" sprang.
- Pludselig vågnede jeg op. Det gik op for mig, at jeg var 24 år gammel, og at Satan havde stjålet hele min barndom og ungdom. Jeg havde det som om, jeg havde ligget i koma i 12 år! Først blev jeg ked af det, men Gud har lovet, at han vil godtgøre de år, som Satan har stjålet fra mig, siger Rose glad.
- Mange gange har jeg været ude i mosen for at bede, og jeg har også været i tvivl om, at Gud virkelig er til! Jeg husker specielt en gang, hvor jeg stod og græd. Jeg bad Gud om et tegn, og da jeg kiggede op, så jeg en kæmpe sky formet som et hjerte...
Guds kærlighed har helbredt de følelsesmæssige sår fra hendes barndom og ungdom, forholdet til hendes far og mor er blevet restaureret, deres indbyrdes forhold er forandret, og ting, som har ligget tungt gennem alle disse år, er blevet tilgivet og glemt.
- Jeg ved, at det er Gud, som har trukket mig ud af skidtet. Han har givet mig livet, gjort mit til et helt nyt menneske, og uden ham er livet ikke værd at leve, siger hun.
Rose er i dag 25 år og klar til at fortsætte, hvor hun slap. Hun skal i gang med skolen igen og tager et år af gangen. Foreløbig gælder det 10. klasse på VUC.

Evangelist avis nr. 1, år 2007