En tidligere misbrugers dagbog fra Evangelist rehabiliteringscentret Vildkildegård i Arnborg

Af Michael Jensen

Mange undrer sig over, hvordan man kan behandle misbrugere med "tre dages bøn og faste". Dette er mit vidnesbyrd, skrevet cirka en måned efter ankomsten til Vildkildegård, efter et langt liv med alkohol.

Optakt
Det var en kold og mørk morgen i januar. Klokken var cirka 06.45. Min arbejdsgiver Martin skulle hente mig, det er derfor jeg skriver cirka, for han kom aldrig til tiden! Jeg havde som sædvanlig været tidligt oppe, og det indebar desværre også, at jeg nemt kunne nå at drikke 4-6 morgenpils. Da jeg kom ud til bilen, kunne jeg mærke, at der var noget galt. Ikke det samme som hver dag, hvor jeg skulle skjule, at jeg havde drukket, men en fornemmelse af, at "nu sker der noget"! Ganske rigtigt , da jeg satte mig i bilen, spurgte Martin om det gik godt, og om alt var vel. Jeg trak lidt på det , da jeg inderst inde godt vidste det var galt, og udadtil skulle skjule det. Så kom det. „ Michael har du drukket?" Jeg sad med en klump i halsen, men besluttede mig for at være ærlig. "Nu er jeg sagt op", tænkte jeg, men Martin havde noget helt andet på hjertet: „Michael", sagde han.
"Det her går jo ikke. Det er ikke første gang, du er faldet tilbage på flasken, så det må der gøres noget ved". Det viste sig, at Martin og Vibeke (mesters kone) havde talt meget om mig. De havde også bedt for mig og var kommet frem til det resultat, at Vildkildegård var løsningen - hvis ellers jeg var indstillet på at slutte kontakten til det gamle (øl, vin, smøger, bolig, venner, arbejde, fritid, alt!) og lade Jesus komme ind i mit liv.
"Ja", var mit svar. "Godt" sagde Martin og lovede at ringe for at høre, om det kunne arrangeres. Han ville ringe tilbage med besked. Tiden gik, og jeg vil være helt ærlig. Hele kroppen rystede, da Martin kørte. "Hvad har du gang i Jensen", tænkte jeg.

Michael Jensen: - I løbet af de tre døgn var der konstant mennesker på mit værelse. De bad for mig dag og nat.

Ankomst
Turen til Arnborg gik stille og roligt, jeg var i hvert fald ikke støjende! Det hele kørte rundt i hovedet på mig. Martin og Vibeke prøvede flere gange at starte en samtale om et eller andet, men fra min side af blev det kun „ ja, nej næ, øh osv.". Det er godt jeg ikke går med pulsur, ellers var det helt sikkert sprunget i luften omkring kl. 12. 
Da jeg så skiltet „Vildkildegård" var mit pumpeværk så aktivt, at hvis det havde været motoren på bilen, så havde vi passeret gården med 300 km/t. Men Martin kørte stille og roligt. Vi blev budt pænt velkommen, både af personale og beboere. Allerede der var min puls stabil. Jeg følte en indre ro, som satte sig i hele kroppen og sagde "slap af, her har du fred". Normalt har jeg altid været meget genert i sådanne situationer, men jeg vidste, jeg var på rette vej, så nu var der ikke noget at være genert over. Det var en hel lettelse. Vi fik en samtale med Nick (leder af Vildkildegård) og så var det farvel til Martin og Vibeke.

Vand og juice
Nick skulle så vise mig tilrette, hvad viste sig at være en overkommelig opgave. Op ad trappen til venstre: "Her skal du bo"! Nick blev på værelset og talte med mig. Det bankede på døren, ind kom en medarbejder med en bakke, hvorpå der var glas, juice, og vand. Nick talte videre, men jeg lurede kun på bakken. Jeg hørte ikke rigtigt, hvad han sagde, indtil ordet „faste" stoppede ALT. Der gik lidt tid, før jeg igen hørte Nick, som sagde at nu var jeg i gang med et nyt liv. Ja tænkte jeg, "vand og juice, det er et nyt liv", men det var ikke det, Nick mente. Han fokuserede på livet med Herren. Efter at vi havde talt lidt om mig og lidt om stedet, hensigten osv., drejede samtalen langsomt men sikkert tilbage til Herren, og det endte med, at vi bad sammen.
Jeg kan det ikke ordret, men jeg sagde ja til Jesus og bad ham komme ind i mit hjerte. Da jeg havde sundet mig lidt, sagde Nick: "Det var da ikke så svært, vel?"Ankomst

Slip i Jesu navn
De næste tre døgn var der konstant mennesker på værelset. De kom med cirka to timers mellemrum og var der både dag og nat, to sammen om dagen og én om natten. Selvfølgelig kunne man komme på toilet og gå i bad uforstyrret, men ellers var der bøn, lovsang, sjove timer/alvorlige timer med samtaler om min fortid osv. Men mest bøn, sang og senere tungetale.
Tilbage til første dag igen: Jeg kan ikke huske alle dem, der kom til mig, men jeg vil aldrig glemme "René". Han kom for at bede sammen med Lone, en medarbejder fra Vildkildegård. De gik i gang, lige som alle de andre, men René gik tættere på. Han fandt ud af, at der var dæmonisk sammenhæng imellem mig og min far, som også var på flasken. Jeg stod midt i værelset, da de startede med at bede for mig. Jeg følte mig underlig inden i, så de sagde, at jeg skulle ligge på sengen. René bad højere og højere, og så gik Lone. Ikke pga. larmen, men for at hente "assistance". Det næste jeg husker, er at jeg bliver helt varm og Rene råber "I Jesu navn, giv slip". Så er jeg væk. Jeg må på en eller anden måde være et andet sted, selv om jeg stadig er i sengen, for på et tidspunkt kan jeg huske, at der er én som kigger mig lige ind i øjnene. Bagefter får jeg at vide, at Ole, Kim og Lone havde travlt med at holde mig, mens René havde travlt med dæmoner. Da jeg kommer til mig selv, ligger jeg stadig i sengen, som nærmest er forvandlet til en sø, da jeg har svedt det hele igennem. Der bliver sørget for rent sengetøj, og jeg går i bad. Jeg sov godt den nat.

Helligånden
Da jeg vågner næste morgen, har man jo ikke lige Vildkildegård i hovedet, men det kommer hurtigt, da man bliver mødt med et stort smil, og et "godmorgen" af dem, der har vagten.
En ny dag er i gang. Morgenmaden (vand og juice) er hurtigt klaret - og så krummer den ikke sengen. Jeg går i bad. Da jeg kommer tilbage på værelset er der nye ansigter. Dagen går sin gang med sang og bøn, men alligevel sker der noget: De spørger, om jeg er døbt med Helligånden? Jeg er kun blevet døbt i kirken, da jeg var lille. Til min store overraskelse
sker det den aften, at jeg bliver døbt med Helligånden og får tungetalen, som er Helligåndens sprog. "Så kan der heller ikke ske meget mere", tænker jeg, men senere samme aften er det igen Lone og en anden forbeder, som er ved min side. Vi taler om løst og fast og synger lidt, da samtalen igen falder på Helligånden. De forklarer, at det er dejligt at være sammen med Helligånden og at man kan mærke ham (han er en person!). Det mærker jeg senere, da vi bliver fyldt af Helligånden alle tre og begynder at skrige af grin, vi kan simpelt hen ikke stoppe, så da afløserne kommer ind, tror de, at vi griner af dem. Resten af aftenen går stille og roligt, men stadig med én ved min side, da jeg falder til ro.
Endnu en nat er gået, som bliver til morgen, hvor jeg starter dagen med samme morgenkomplet, som dagen i går, ikke den mest inspirerende, men dog kold. Hvad nu? Dagen i dag troede jeg egentlig skulle være stille. Det bliver det også først, men om aftenen hører jeg Renés stemme. Så er det man tænker „ hvad nu?" Han starter stille ligesom forrige gang med at spørge om det ene og andet. Blandt andet om jeg har haft nogen trang. Jeg fortæller, at jeg havde en drøm om én, som ville give mig en smøg. OK, siger Rene, og så st arter han op: "I Jesu navn, giv slip, kom ud" (så kender vi ham igen!). Denne gang sidder jeg kun i en stol, men ender med at komme til mig selv, siddende med mit hoved mellem mine storetæer. Hvordan det kunne lade sig gøre ved jeg ikke, hvis jeg prøver nu kan jeg dårligt nok få hænderne derned. Den nat sov jeg også godt, så godt at de troede, at jeg stoppede med at trække vejret. Heldigvis kom der livstegn, da der var luft der skulle ud. Man kan ikke holde på noget man ikke har i hænderne vel, slet ikke når men sover.

Frihed
Ja, ja så kom den sidste morgen, uden krummer i sengen. Det var en speciel formiddag, jeg skulle ud i den friske luft omkring middag, præcis tre døgn efter min ankomst. Da jeg kom ned blev jeg vist rundt og blev tilbudt mad og drikke. Jeg
havde ikke rigtigt lyst til mad, men kaffe! Nu er fasten slut og dagligdagen er begyndt. En normal hverdag begynder med morgenmad og "victory time" (stilletid, hvor vi kan søge Herren på egen hånd). Herefter har vi samling med lovsang, undervisning og bøn indtil frokost, hvorefter vi fortsætter om eftermiddagen med praktisk arbejde: kløve brande, male, fælde træer eller hvad der nu skal laves af forskellige ting, kun afbrudt af kaffepause indtil kl. cirka 17, hvor nogle af
os skal lave aftensmad (vi skiftes til at stå ved kødgryderne). Dagen slutter cirka 22.30 efter endnu en samling med sang og bøn. Vi går i kirke i menigheden Troens Ord og tager også til arrangementer andre steder, f.eks. lovsangsaftener
og "Åndens Magt". Der er en aften, jeg aldrig vil glemme, det er den aften, jeg blev døbt i Troens Ord. Vandet omsluttede
mig, jeg rejste mig op og var klar over at jeg havde brændt broerne til alt det gamle. Jeg var blevet et nyt menneske. Alt hvad jeg har fortalt om skete inden for 14 dage, faktisk fra den 14.- 24. februar, så kom ikke og sig at Herren ikke har tid til dig!

Evangelist avis nr. 2, år 2003