|
I 2006 startede Evangelist ”Projekt Congo” med vision om at nå landet med humanitær hjælp, erhvervsudvikling og evangelisation.
Vi fik med Guds hjælp og ledelse etableret kontakt med nøglepersoner inden for disse områder. Herefter gik vi ind i samarbejde med missionsorganisationen IAS for at få afleveret den første container med hospitalsudstyr til vores samarbejdspartner i Likasi.
Under stor glæde og taknemmelighed blev det indsamlede hospitalsudstyr fra Danmark modtaget i august 2008.
Ved højtideligheden deltog chefen for hospitalet i Likasi, pastor John Mulupwe, der er Evangelists samarbejdspartner i D.R. Congo, samt George Kabunwa fra IAS logistik. Til stede var også Likasis borgmester samt andre prominente personer. Vi siger tak til IAS for hjælpen med containeren!
På samme tidspunkt som vi sendte hjælp til den sydlige region oplevede vi, at Gud på en fantastisk måde åbnede nye døre i den del af landet, som grænser op til Uganda, hvor Carsten Jespersen fra Child Care Danmark har fået etableret et arbejde som hjælper kvinder i nød i den nordlige region.
Visionen om at række ud til D.R. Congo lever og brænder i os, og vi beder om muligheder og midler til at gå nye veje. Vi vil fortsat holde kontakt til vores første indgang til landet, nemlig fra nabolandet Zambia, hvor ledere og pastorer fra Congo får træning til at nå deres eget folk.
Yatropha nødder
Der arbejdes fortsat med muligheden for udvinding af brændstof fra yatropha nødder som et led i erhvervsudviklingen. I første omgang sendte vi to medarbejdere på landbrugsskole i Zambia for at studere forholdene, og derefter er projektet flyttet til Uganda med henblik på videreudvikling og produktion af yatropha nødder i D.R. Congo gennem samarbejde med Child Care Danmark.
Vi beder fortsat om Guds ledelse og informerer så snart der bliver holdt korstog eller andre tiltag i D.R. Congo.
|