Som kristne mennesker sidder vi med en underlig smag i munden efter udsendelsen i TV2 mandag den 11. maj. To af de piger, der var med i udsendelsen, har opholdt sig i vores hjem i kortere eller længere tid, og vi må sige, at vi har meget svært ved at genkende deres historier.

Når det gælder Janni er det dybt tragisk, at hun ikke fik den hjælp hun kom efter! Uden at gå i detaljer, kunne vi netop se, at hun efter de første 1-2 uger stadig havde alvorlige psykotiske træk, hvorfor vi sammen med Janni blev enige om, at hun skulle indlægges på psykiatrisk afdeling. Efterfølgende ville hun gerne tilbage, hvilket hun kom, kun for at havne i det samme igen. Hun var indlagt i alt tre gange i løbet af de fire uger, hun var i vores hjem og var selv meget imod at tage sin medicin.

Vedr. vagtlægen, så er det ærgerligt, at han har så dårlig en hukommelse. Han blev nemlig kun tilkaldt for at indlægge Janni igen. Da han spurgte, om hun ville indlægges, gik hun i baglås, og i protest/manipulation gik hun ud af døren og stillede sig på skinnerne, cirka 25 m fra vores hus. Vi havde gjort det klart for Janni, at hun denne gang ikke skulle tilbage hertil.

Lis historie var også en anden end den, der blev vist i udsendelsen. Hun var på mange måder en succeshistorie. Lis fik ikke psykofarmaka da hun kom, men astma medicin, og dette opfordrede vi hende natuarligvis til at fortsætte med, hvilket hun ikke ville! Hun fik det tilsyneladende rigtig godt, mens hun var her, altid glad og ivrig efter at hjælpe. Hun fik tro for fremtiden og overvejede også at starte på en uddannelse. Lis havde det meget dårligt, da hun kom. Hendes alternativ dengang var indlæggelse og medicin. Vi har på ingen måde hindret hende i at tage sin astma medicin.

Tabitas Hus har altid været et alternativ til det etablerede system og et tilbud til et andet liv uden psykofarmaka. Det er vores overvisning, at den somatiske medicin først vil være overflødig, når en person har modtaget sit mirakel.