62-årige Christian Jakobsen blev helbredt for en dårlig højre skulder på et foredrag om "Åndens Magt". Nu går han i kirke hver søndag og er mere rask end nogensinde før.
 Efter Christian Jakobsen er blevet helbredt, sparer han 7.500 kr. på medicin om året |
Christian Jakobsen har arbejdet hele sit liv, først som mekaniker og siden som varmemester på Vordingborg Kaserne. Hans krop har været mærket af mange års arbejde. Han har haft flere blodpropper i hjernen, uden at det dog har påvirket ham væsentligt, men lægen mente alligevel, at det var bedst at give ham medicin for hjerte og blodtryk. - Sidste år købte jeg medicin for 7.500 kr., men omkostningerne var endnu større: Jeg fik at vide, at min lever og min nyre ville stå af inden for to-tre år pga. bivirkningerne. Det var ikke gode nyheder, så jeg besluttede mig for at gå utraditionelle veje, fortæller Christian Jakobsen. - Jeg hørte, at der skulle være et foredrag med Christian Hedegaard i medborgerhuset i Vordingborg og tog af sted i håb om, at det måske kunne hjælpe. Jeg har altid troet, nok mest på deltid, men denne aften må jeg sige, at jeg blev overrasket, siger han.
Nakkehårene begyndte at stritte Christian Jakobsen kom til foredraget med en dårlig højre skulder, og da Christian Hedegaard bad ham om at lægge hånden på det syge sted og kalde på Jesus, så gjorde han det uden at stille spørgsmålstegn. - Nogen vil sige, at jeg er naiv, men jeg har valgt at tro på det, folk fortæller mig. Jeg kunne høre, at folk rundt om i salen blev helbredt og kunne konstatere, at mine egne smerter var væk. Først blev jeg lidt forskrækket. Nakkehårene begyndte at stritte. Jeg kunne næsten ikke tro, at det var sandt, men faktum var, at jeg pludselig kunne løfte armen op og føre min skulder bagud. Det kunne jeg ellers ikke gøre, siger han og forklarer, hvordan skulderen var blevet ødelagt efter et fald på isen i marts 2003. - Da jeg bagefter fortalte Christian Hedegaard om mine andre skavanker sagde han "se at få det bedre", og det må jeg sige, at jeg fik. Der er sket en stor forandring siden da.
Flere mirakler Søndagen efter gik Christian Jakobsen til gudstjeneste i Bibelværkstedet i Nykøbing F., og det har han været siden, skønt det er en køretur på cirka 35 km tur/retur. Her har han mødt nogle pragtfulde mennesker og er selv begyndt at læse i Bibelen på egen hånd. - Jeg oplever stadig mange mirakler. Min venstre hånd er blevet helbredt, så jeg igen kan strække fingrene, og slidgigten i mit højre knæ er forsvundet. Nu kan jeg faktisk gå, ja jeg er lige ved at kunne løbe, selv om lægen har sagt, at jeg nok skulle leve med gigten resten af mit liv. Jeg er også blevet helbredt i mine tænder. Jeg havde en tand, der faldt ud, og to andre, som var blevet løse, men efter alt dette er sket, er tænderne igen vokset fast. Christian tilføjer: - Nu er jeg holdt op med at tage medicin og det viser sig, at blodtrykket er blevet stabiliseret. Nu ligger det på 130/90, hvor det før lå på 200/160. De eneste piller, jeg får, er vitaminpiller og fiskeoliepiller. Jeg har fået det fantastisk godt!
Evangelist avis nr. 1, år 2004
|