En sen aften gik den unge mand, Robbie Du Randt, hen ad gaden i Durban, Sydafrika. Mens han gik, trådte en mand pludselig frem fra en mørk sidegade og begyndte at slå ham i hovedet med en tømrerhammer. Robbie var stærk, men ikke stærk nok til at klare de seks slag...
Robbie mærkede, hvordan han gled ind i mørket, og da han vågnede to dage senere, lå han på hospitalet med hele hovedet fuldt af åbne sår. Han huskede intet. Ved siden af sengen stod der en skrøbelig gammel dame. Hun spurgte, om hun måtte bede for ham, og selv om han var langt borte fra Gud, sagde han "ja". Den gamle dame bad en fin lille bøn:
- Herre hjælp ham, sagde hun, og da Robbie åbnede øjnene, var hun væk. Han kiggede på gangen, men kunne ikke se hende nogen steder. Sygeplejerskerne forstod ikke, hvem han snakkede om. Men da lægen tog røntgenbilleder af hans hoved, var der ikke det mindste mærke i kraniet efter hammeren. Det havde lægen aldrig oplevet før, så han dobbelttjekkede, og måtte skrive i journalen at Robbie var blevet slået seks gange med en tømrerhammer, uden nogen alvorlige mén.

Missionærbarn
Robbie fortæller, hvordan Gud har været med ham gennem et langt liv og passet på ham, også i situationer, hvor han nok burde have passet på sig selv. Helt fra starten var der "kamp på":
- Jeg er født i 1957, hvilket er et mirakel i sig selv. Egentlig skulle det ikke kunne lade sig gøre, for jeg lå helt forkert i mors mave. På det tidspunkt var der ikke mulighed for kejsersnit i Sydafrika, men min mor gik i forbøn sammen med den lokale præst, og Gud gjorde et mirakel, så jeg blev født den 21. august, siger Robbie, der fylder 50 i år.
Hans forældre var missionærer blandt zulufolket, og Robbie fik en streng opdragelse, hvor forældrene altid havde travlt med at tjene Gud. Der blev ikke meget tid til børnene.
- Jeg lærte at hade Gud, hver søndag foran prædikestolen, siger Robbie i dag, hvor han sidder sammen med sin hustru Jolanda i deres hyggelige stue. Allerede som 14-årig foregik Robbies liv på gaden, hvor han røg hash og skabte problemer sammen med sine venner. Hvis det ikke var for hans forældres anseelse i lokalsamfundet, ville han også være røget ud af skolen.
Som 20-årig fik han sit første barn med en tilfældig kæreste, som han gik fra allerede, da hans datter var otte måneder. Hurtigt blev hans liv fyldt med mange kvinder, druk og slåskampe, og det var da også en af de kvinders eks-mand, som forsøgte at slå ham ihjel den sene aften.
- Og så kæmpede jeg som alle andre unge hvide mænd i den dumme apartheidkrig, fortæller Robbie. En krig, som også satte sig spor på den i forvejen hårde mand.

En blond kvinde
Hans mor forsøgte at tale med ham om Gud, men han fortalte hende, at hvis hun nogensinde gjorde det igen, kom han aldrig mere hjem på besøg. En dag indvilgede den nu snart 25-årige Robbie dog i at hente sin bedstemor i kirken. På det tidspunkt boede han nemlig hos hende, og hun prædikede aldrig for ham. Da Robbie var vokset op i statskirken forventede han, at mødet ville vare en times tid og kørte derefter op udenfor den karismatiske kirke. Men tiden gik og hun kom ikke. Han blev mere og mere arrig og var klar til at give sin bedstemor det glatte lag. Pludselig satte en blond kvinde sig ind i bilen og spurgte, hvordan han havde det. Han forklarede hende, at han var vred på sin bedstemor, som endnu ikke var kommet. Den blonde kvinde så venligt på ham:
- Det er mig, du skal være vred på, for det var mig, som prædikede. Jeg hedder Sandy Brown og var prostitueret i Los Angeles, men Jesus har frelst mig. Jeg vil bare fortælle dig en ting og det er, at Jesus elsker dig. Robbie forklarede hende, at det var han slet ikke interesseret i. Men hun gentog sit budskab, og forlod ham der. De næste uger var Robbie konstant plaget af hendes ansigt og hørte hende i sit sind gang på gang gentage:
- Jesus elsker dig.

Gud har en besked til dig
Noget tid efter fik hans bedstemor ham lokket med i kirke. Da han var et kendt ansigt i byen, satte han sig helt nede på bagerste række. Præsten skulle lige til at prædike, da præstefruen kom op og bad om mikrofonen.
- Det her har jeg aldrig gjort før. Men der er en ung mand her i aften, som Gud har en speciel besked til: Du spilder dit liv. Gud har talt til dig igen og igen, men du hører ikke efter, i dag er din sidste chance, sagde præstefruen. Robbie var ikke et sekund i tvivl om, at det var ham, hun talte til, men han havde bestemt ikke tænkt sig at reagere. Alligevel fandt han få sekunder senere sig selv foran alteret, hvor han gav sit liv til Gud.
Det blev begyndelsen på et nyt kapitel i Robbies liv, som herefter kom til at handle om Jesus. Han læste i Bibelen fra tidlig morgen til sen aften, og efter kort tid mødte han sin nuværende hustru, Jolanda. De giftede sig tolv uger efter de havde mødt hinanden og har nu været gift i 21 år.

Skuffelser og kampe
Jolanda fortæller om livet med Robbie dengang:
- Jeg fik hurtigt sænket mine forventninger til ægteskabet. Robbie sørgede godt for os fysisk, men åndeligt og følelsesmæssigt var der ikke meget at hente. Han var opdraget uden barmhjertighed og han forstod ikke følelser.
Jolanda var hollandsk statsborger, og efter nogle udmærkede år i Sydafrika, besluttede de sig for at flytte til Holland, hvor de blev ungdomsledere i en nyetableret kirke. Alt gik godt, indtil en dag, da parret ragede uklar med kirkens ledelse. Så rejste de dybt frustrerede tilbage til Sydafrika, med deres egne to børn, en dreng og en pige, og med forældremyndigheden over Robbies første datter.
- Den tid i Sydafrika, var den værste i vores ægteskab. Robbie gik dag og nat og spekulerede over det, som var sket i Holland. Han blev enormt aggressiv, og jeg var ved at forlade ham mange gange, men jeg vidste at det ikke var Guds vilje, fortæller Jolanda.
Efter tre år, begyndte Gud så småt at få lov til at hele Robbies hjerte. Men Robbie havde ikke ro på sig. Han ville tilbage til Holland igen. Jolanda strittede imod. De havde allerede flyttet mere end de fleste - 17 gange på 21 år, inklusiv fem gange over landegrænser - så der er ikke noget at sige til, at Jolanda havde fået nok.
Hun kæmpede imod i lang tid, men gav til sidst op. Og i 2004 flyttede de igen...

Afhængig af adrenalinsus
Tilbage i Holland lykkedes det aldrig rigtig at finde en kirke at komme i. Robbie, som arbejdede som reparatør på olieboreplatforme, var kun hjemme halvdelen af tiden. Han arbejdede to uger af gangen, var hjemme to uger, og så var han væk igen.
- Jeg var kommet frem til, at alt det kristendommen sagde, var en drøm, for der var jo ikke noget som virkede alligevel. Jeg kunne ikke se, at Gud havde givet nogen som helst ekstra værdi til mit liv, husker Robbie. Til gengæld måtte tomrummet så fyldes op med noget andet. Han sprang i faldskærm og fik dermed det adrenalinsus, som kunne holde ham kørende til næste gang. Det blev hans afhængighed. Og han fik sin identitet i suset og i al sin viden. Manden, som helt siden han blev frelst, havde læst i Bibelen fra morgen til aften, rørte den ikke mere.

Et pludseligt dødsfald
Men pludselig skete der noget, som ændrede retningen på deres liv. Jolandas søster, som boede i Sydafrika, blev pludselig syg og døde af en infektion på et hospital. Det blev et chok som virkelig fik Jolanda til at vågne op. Robbie gav hende ikke lov til at tage med til begravelsen, men hjalp sin svigermor med at købe en flybillet.
- Jeg gik og ventede på at Robbie skulle tilbage på olieplatformen dagen før begravelsen, så jeg kunne få lov til at sørge. For han forstod ikke den slags følelser, forklarer hun og fortsætter:
- Aftenen inden min mor skulle flyve fik jeg et møde med Gud, hvor jeg bad ham om at gribe ind i vores liv, og sagde at jeg ville have tusind sjæle frelst til gengæld for min søsters liv.

Guds ledelse i luften
Samtidig var Hans Mollen og Christian Hedegaard fra Evangelist på vej fra Danmark til Zambia. De blev forsinket et døgn og var nødt til at flyve via Sydafrika, og som kompensation for dette, blev de tildelt nogle bedre siddepladser ombord. Her sad de så - på det forkerte fly, på den forkerte dag, til det forkerte land, på de forkerte pladser - men det viste sig, at Gud havde styr på alt det, som syntes forkert. Jolandas mor var nemlig på vej med samme fly for at
begrave sin datter, og "tilfældigvis" blev hun flyttet fra sin plads til et nyt sæde, lige ved siden af de to evangelister!
Den ældre dame havde bedt Gud om at sende en opmuntring på rejsen, og de to danskere blev hendes bønnesvar.
Hun fortalte om sin familie, og det endte med, at Hans gav hende sit visitkort, som hun efterfølgende gav videre til sin svigersøn.
Robbie tog kontakt til Hans Mollen, som kom på besøg i Holland, hvorefter Robbie og Jolanda besluttede sig for at besøge Evangelist.

Græd i flere timer
I Gørløse i maj 2006 var de på besøg en weekend. En af dagene blev de inviteret ud til Karen og Christian Hedegaard, og her blev der ikke lagt fingre imellem.
- Evangelisten fortalte mig, at jeg spildte mit liv. Jeg blev vred, for det kunne jeg ikke lide at høre. Han sagde en masse andre sandheder om mig, bl.a. at jeg var en hård mand, og til sidst spurgte han, om jeg ikke havde lyst til at græde, fortæller Robbie.
- Så brød han fuldstændig sammen og græd i meget meget lang tid. Til sidst måtte de bære ham ind ved siden af, jeg tror han græd i flere timer! Jeg havde aldrig set ham græde før. En gang imellem kunne han slippe en tåre over en rørende film, men han græd aldrig over noget i sit eget liv, supplerer Jolanda.
- Min far havde lært mig, at mænd ikke græder, og det er bare den største løgn, nogen har sagt til mig. Den dag fik jeg endelig grædt ud over alt, hvad der var gået galt i mit liv, siger Robbie og fortsætter:
- Gråd har ikke noget at gøre med, om jeg er mand eller ej. Det handler om at åbne sit hjerte.

På Powerskolen
Jolanda kunne mærke forskellen med det samme, da de kom hjem. Robbie var kommet tilbage til Gud, men han
var også blevet mere levende indvendigt.
- Han begyndte at være der for mig på en helt ny måde, husker hun. Ægteparret satte deres hus i Holland til salg og sammen med deres to store børn besluttede de sig for at rejse til Danmark og tage på Powerskolen, der er Evangelists livsstilsskole i Hillerød.
Her startede en tid af genoprettelse, hvor Robbie blev mødt af Gud. Han græd meget, og hans liv kom lige så stille på ret spor igen.
- Jeg har været i mange store og fine menigheder og sammen med internationalt anerkendte Guds mænd og kvinder, men her fandt jeg en barmhjertighed, som jeg ikke har kendt tidligere, forklarer han.
Robbie og Jolanda gik på Powerskolen i efteråret 2006 og er i dag medarbejdere i Evangelist. De bor i Gørløse, hvor de er blevet "far og mor" for en hel række unge kristne mænd mellem 16 og 32 år. De giver dem disciplin, visdom og kærlighed. Robbie forklarer:
- Mænd i Europa er "ikke hjemme". Lyset er tændt, men der er ingen hjemme. Det er nemlig sådan, at vi fødes som hankøn, men mænd er noget, vi kan vælge at blive. Han fortsætter:
- Jeg var en mand som vidste mange ting om Gud og livet, men viden uden barmhjertighed er der ingen kraft i.
Den modne mand har siddet koncentreret og fortalt. Jolanda har lyttet meget. Der er en beslutsomhed i deres tale og deres blik, som ikke er til at tage fejl af. De kommer til at nå endnu længere for hvert år, som har været spildt i deres liv.

Evangelist avis nr. 1, år 2007